I tirsdags i sidste uge fik vi hentet vores grønlænderplejebarn. Hun var meget ulykkelig og græd og græd, da vi hentede hende på skolen, hvor der var afhentningssted. Hun kom med hjem, fik pakket og fik et opkald til hendes mor. Og så gik hun ud som et lys. Hun sov i 6 timer. De havde jo været på en lang rejse med mange nye indtryk. Og de havde kun haft mulighed for at sove 4 timer om natten, inden vi kom. Så hun var i total søvnunderskud.
Af sprogvanskeligheder er der også en del. Hun forstår tilsyneladende noget dansk, men hun er meget usikker, og snakker ikke dansk. Og så er det eddermame svært at vide, om hun er med på, hvad der skal ske i løbet af en dag. Men heldigvis har vi en livline i den grønlandske klasselærer, som jo også er med hernede. Hende ringer vi til, når det går helt galt, og så oversætter hun for os.
Første dag. Hun er noget stille, og MEGET genert.
Og så gik hun ud som et lys og sov i 6 timer fra kl..11 til kl. 17.
I sidste onsdags tøede hun en del op, og fik da også leget med MindsteDatter. De blev begge to sendt i sendt i SFO i 3 timer. Og her var der flere nye indtryk for Arena. Men jeg synes faktisk, at hun klarede det godt. Torsdag skulle de begge være i SFO i 7 timer, for der havde jeg en arbejdsdag igen. Og i mandags startede skolen. Heldigvis skulle der gå endnu en grønlandsk pige i samme klasse, så der er der da en anden, hun er tryg ved.
Jeg har været på biblioteket og låne disse bøger. Så kan jeg måske bedre kommunikere med hende. Men hold da op, hvor er grønlandske ord ikke nemme at sige.
Arena havde en gave med til mig. Jeg ´har fået en hjemmesyet grønlandsk taske. Den er lavet ene små stykker skind, der er syet sammen. Indeni tasken er den foret med blomstret stof.
Der var også denne hjemmehæklede håndklæde.
Lige nu tænker jeg, at det er noget voldsomt noget vi har sagt ja til. For pokker hun er kun 11 år, og hun forstår ikke ret meget dansk. Og hun lider voldsomt at hjemve. Og det er da ikke så mærkeligt. Og når man står med et grædende barn, der hulker på et sprog vi slet ikke forstår, så tænker jeg, at der godt nok er lang tid til uge 41, hvor hun rejser hjem igen. Jeg ville aldrig sende mit barn, så langt væk hjemmefra i den alder. Og det må da heller ikke være nemt at være mor og íkke kunne tale med sit barn hver dag. Arena har dog fået lov til at tale med hende, for hun var så ked af det onsdag aften, at det ville være det eneste det hjalp - selvfølgelig i samråd med den grønlandske klasselærer. ´
Heldigvis har det nu vendt. Hun er meget mere glad nu. Smiler og er begyndt at vise, at hun er tryg ved os. Men hun taler stadigvæk ikke meget til os. Vi må se om det kommer.
