søndag den 15. december 2013

Hygge med festival-slænget

Denne weekend har stået på hygge. Hygge med nogle mennesker som betyder meget for mig. Og som jeg normalvis kun ser alt for sjældent. Faktisk ser jeg dem mest, når der er Skive festival i juli. I festival weekenden lægger vi hus til fest i stor stil, og de får alle lov til at sove hos os eller hos vores genbo-venner. Men i denne weekend har vi alle været samlet igen. Vi har været i sommerhus i Tversted i Nordjylland. Og det har bare været så hyggeligt. Vi har hygget, snakket, grinet, fjollet, drukket, sovet, spist, pruttet, spist og slappet af sammen.
 
Weenden var uden børn, så ÆldsteDatter var hos kæresten. MellemsteDatter hjemme og hyggede sammen med veninderne. Og MindsteDatter var på ferie hos Faster. Så de har bestemt ikke lidt nød. Selv om jeg bestemt havde mine kvaler med at skulle 'forlade' dem. Men da jeg spurgte de hver for sig, så glædede de sig til at skulle være der hvor de skulle være. Og jeg kunne slappe af, og nyde min weekend uden børn.
 
Billederne nedenunder er fra en gåtur vi var på i går. Ukendt i området vandrede vi mod havet. Vi kom til at gå udenfor en sti, og endte med at komme ud på vådt terræn. Nogle gik tilbage, andre besluttede at bestige krat og træer for at komme til havet. Da vi endelig kom til havet, skulle vi krydse et lille udløb. Og det endte med at vi næsten alle fik våde tæer. En valgte at gå retur. Hun fór vild, og to af os måtte ud og lede efter hende. En tur vi har grinet en del af efterfølgende.
 

Slænget
På billedet mangler hende som fór vild, fotografen og det par som valgte først at komme senere på dagen med deres lille 1-måned gamle baby.

 Det våde terræn som vi skulle krydse, og som betød våde tæer til de fleste.

Godt vi havde Google maps, for ellers havde vi nok ikke fundet hjem igen. Eller for den sags skyld fundet hende som blev væk for os.
 
Nu er vi hjemme igen. Taskerne er pakket ud. Aftensmaden spist. Vaskemaskinen er i fuld gang. Madpakken er smurt. Og jeg er klar til at krybe under dynen om ganske kort tid. Det har været en god weekend. Men jeg er godt nok ikke udhvilet. Og min arbejdsdag starter i morgen kl. 7.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...